Logg på for å laste ned PDF
Hvorfor nu og hvorfor i det hele taget? Nogle kommentarer på indholdet.

Grønbogen om revisionsbranchen

Så kom den endelig, Grønbogen fra EU Kommissionen som revisorer i hele Europa og uden tvivl også globalt har ventet på.

Artikkelen er tidligere publisert i Revision & Regnskabsvæsen nr. 11, november 2010. Teksten i artiklen står for forfatterens egen regning og skal ikke tages som udtryk for Nordisk Revisorforbunds holdning eller holdninger, der deles af Nordisk Revisorforbund’s medlemmer.

Statsautoriseret revisor m. dep. beskikkelse

Jens Røder

Generalsekretær i Nordisk Revisorforbund

Indledning

EU Kommissionen havde bebudet en Grønbog allerede i foråret, som første led i en tilbundsgående og omfattende granskning af revisorfaget, spændende lige fra de eksisterende markedsforhold, især i det revisions segment, der populært kaldes «top tier» eller «Public Interest Entities» (PIEs) til hvorledes revisor reviderer og ikke mindst rapporterer til offentligheden og tilsynsmyndigheder.

Timingen er ikke tilfældig. Globalt har verdenen været igennem en omfattende og ødelæggende finanskrise og effekterne heraf er stadigvæk under udvikling. Dette har medført massive og uoverskuelige økonomiske konsekvenser for især den vestlige verden, hvor det har været nødvendigt med hidtil usete politiske indgreb for at redde den finansielle infrastruktur, der en overgang truede med at bryde sammen. Omkostningerne har været ufattelige store for de enkelte lande. De hårdeste ramte lande må imødese en økonomisk genoprettelse der kan medføre betalinger der vil strække sig over generationer af skatteydere. Det er stadigvæk usikkert om visse vestlige lande vil kunne afvikle statsgælden under et normalt forløb. Konsekvenserne heraf kender ingen på nuværende tidspunkt.

Forløbet har naturligt nok medført et politisk krav om en grundig granskelse og i mange tilfælde, en selvransagelse, ikke alene indenfor den finansielle sektor, der beskyldes for dårlig ledelse, grådighed og mangel på forretnings etik og moral. Andre service sektorer har også været under luppen, herunder kredit vurderings bureauer og kapital fonde. Der er stillet spørgsmål til om hele tilsynsapparatet herunder kapitalmarkedernes tilsyn og den finansielle sektors tilsyn, fungerer på en hensigtsmæssig måde. Desuden stilles der spørgsmål til, om de overordnet solvens og kapitalkravsregler i finanssektoren fungerer hensigtsmæssigt. G20 landene har aktivt søgt først forklaringer og dernæst løsninger der kan sikre, at noget tilsvarende ikke gentager sig. G20 landene har gentagne gange opfordret til anvendelse af internationale (globale) standarder for regnskabsaflæggelse samt en langt mere koordineret Finans og kapital markeds tilsyn på tværs af landegrænser.

Set i lyset af de sidste to års begivenheder er det ikke unaturligt at revisorbranchen også underkastes en kritisk granskning. Det ville faktisk være mere tankevækkende og også skræmmende for branchen dersom dette ikke fandt sted. En sådan undersøgelse er med til at underbygge revisors og revisionens vigtige placering i hele den integrerede kapitalmarkeds struktur og kontrollen heraf. Den sidste EU Grønbog om revisorbranchen udkom i juli 1996 så et eftersyn af revisorbranchen må siges, at være på sin plads.

I stigende grad er der blevet stillet spørgsmål til revisors og revisionens relevans og værdien af revisors rapportering når der bliver givet «blanke» påtegninger på finansielle virksomheders årsrapporter, hvor disse virksomheder kun overlever grundet regeringernes massive finansielle støtte.

Derfor må denne Grønbog hilses velkommen af revisorerne og branchens svar til de spørgsmål der stilles i Grønbogen bør udarbejdes i lyset af de seneste års begivenheder, der har præget kapitalmarkedet og hvor revisorerne på godt og ondt har været og stadigvæk er, en integreret del af kapitalmarkedets struktur. Indledningen i Grønbogen befæster også vigtigheden af revisors rolle og pointerer, at revisor og revision har en central rolle i genskabelsen af tilliden til kapitalmarkederne. Samtidigt stilles der kritiske spørgsmål til rammerne for hvorledes revisorerne rapporterer, herunder revisors uafhængighed men også revisionsstandarderne og regnskabsstandarderne.

Set i denne sammenhæng er det vigtigt at bemærke, at revisorerne og revisionen er en del af en kontrol og oplysnings proces overfor kapitalmarkedet og i særdeleshed regnskabsbrugerne. Revisors arbejde og rapporteringen heraf kan ikke vurderes enkeltstående men som ét led i en vurdering af hele rapporterings forløbet, herunder ledelsens rapportering og ikke mindst rammerne hvor under rapportering finder sted, det vil sige de internationale regnskabs og revisionsstandarder samt de overordnet krav der i dag stilles til revisors og selskabsledelsernes oplysningspligt overfor fondsbørserne og kapital markedernes tilsynsmyndigheder.

Grønbogen fokuserer mest på revisionsbranchens rolle. Kommissionen og Europaparlamentet har allerede iværksat lovgivning om kreditvurderingsbureauer (EU Parlamentets og Rådets Forordning (EF) nr. 1060/2009 af 16. september 2009 om kreditvurderingsbureauer)og har styrket kontrollen med den finansielle sektor jfr. vedtagelse af den integrerede tilsynspakke den 23, september i år. Turen er nu kommet til en granskning af revisorbranchen og revisorernes arbejde. Denne granskelse kommer i forlængelse af en ganske omfattende lovgivning af revisorer, der blev vedtaget som Direktiv i 2006 (Revisionsdirektivet). Først relativt for nylig trådte Revisionsdirektivet i kraft i de enkelte Medlemslande, herunder i Danmark. Lovgivningen har medført ret væsentlige ændringer af revisortilsyn, herunder indførsel af et mere uafhængigt tilsyn over revisorer samt øget uafhængig kvalitetskontrol. Desuden er der iværksat koordinering af kvalitetskontrol mellem tilsyn over landegrænser (efter forudgående godkendelse i EU Kommissionen). Der er mere fokus på uafhængighed ved, at partner rotation indføres og revisors rapportering til revisionskomite og bestyrelse styrkes. IFAC (den internationale revisorfederation) har desuden i løbet af 2009 indført opdaterede uafhængighedsregler, der forventes, at træde i kraft i Danmark samt i de øvrige nordiske lande i løbet af 2011/12.

Disse tiltag, kombineret med IFACs og IAASBs opdatering af de internationale revisionsstandarder (clarity projektet) har medført en markant styrkelse af revisors uafhængighed samt revision og rapportering. Resultaterne af dette arbejde og tilhørende lovgivning vil dog først kunne vurderes fuldt ud i de kommende år. Blandt andet, forventes de reviderede revisionsstandarder først at have effekt i Danmark fra 2011. Derfor kan det virke uhensigtsmæssigt at påtænke at indføre yderligere omfattende lovgivning af revisorbranchen allerede på nuværende tidspunkt. Initiativet kan dog forsvares ved, at det tager typisk to til fem år, at indføre fælles europæisk lovgivning. En del af den granskelse, der er iværksat er desuden fokuseret på revisorbranchens markedsvilkår, herunder den dominans, der udøves af de allerstørste revisionsfirmaer på visse markeder i Europa. Denne dominans medfører frygt for hvad konsekvenserne vil være for kapitalmarkederne (den finansielle stabilitet) i Europa og globalt, der som et af disse store firmaer opløses eller trækker sig ud af revisionsmarkedet.

Grønbogens indhold omhandler revisors rolle, revisors rapportering, internationale revisionsstandarder, revisors uafhængighed og den overordnet ledelse af revisionsfirmaer, tilsyn, markeds struktur herunder udbygning af en fælles europæisk marked for revision. Der er et afsnit om international koordination og små og mellemstore revisionsfirmaer og virksomheder nævnes også i Grønbogen.